Jeg skød mit første bryllup allerede mens jeg gik på journalisthøjskolen. Jeg var helt grøn, og det blev helt ærligt ikke særlig godt. Parret skulle holde et havebryllup, bruden havde lagt planer siden hun var helt ung, men vejret var desværre ikke med det unge par den dag. Det stod ned i stænger fra morgen til aften. Vi var nødt til at skyde bryllupsportrætterne i en gammel lade.
Siden har jeg taget bryllupsfotografiet meget mere alvorligt. For det første fordi det er sjovt. Alle er i godt humør (måske ikke lige svigerfar). Det er fantastisk at blive ”inviteret” med til fremmede menneskers helt store dag.
Det er spændende og det er stressende. Det er en dag, hvor der absolut ikke er plads til bommerter. Fotografen får ikke mulighed for at komme tilbage en anden dag og lave det om. Det er nu. I dag. Det skal bare virke.
De opstillede portrætter kan være svære. Og de er en kæmpe udfordring. Parret er sjældent vant til at blive fotograferet og de bliver let distraheret. Men det er stadig sjovt.
Det jeg bedste kan lide er den ”frie del”. Reportage, stemning og taler og den slags. Nogle ting misser man – det kan ikke undgås, mens man får andre gode situationer i kassen.
Og så er det en lang dag. Fra man kører hjemmefra til man ligger i sin seng igen går der nemt 12 timer. Ofte mere. Men det er så sjovt og spændende, at jeg ikke føler, at jeg er på arbejde.
Derefter kommer redigeringen.
Igen er det sjovt at sidde og kigge alle billederne (nogle gange op mod tusind billeder) igennem og vælge ud fra en god, spændende og sjov dag.
Comments are closed, but trackbacks and pingbacks are open.